Bachelorprojekt: NORRIQ E-potential

Dette projekt fungerede som bachelorprojekt på digital konceptudvikling, og gik ud på at udvikle en formidlingsplatform for NORRIQ’s kunder, hvor de ved at svare på dybdegående spørgsmål, kunne redegøre for deres online potentiale inden for forskellige forretningsemner. Det kunne eksempelvis være emner som sociale medier eller søgemaskineoptimering. Herefter skulle NORRIQ så formidle den data der var indsamlet, og herefter udvikle en specialiseret strategi og fremgangsmåde, samt regelmæssige rapporteringer, som blev overleveret på samme platform, og deraf gav en holistisk oplevelse for kunden.

Denne opgave var klart den mest krævende på uddannelsen, og satte bud efter mange forskellige nuancer af det faglige vidensgrundlag der var etableret, for at kunne udvikles på en måde, som løste det konkrete problem. Resultatet var tilfredsstillende både for gruppen og eksaminatorerne, og derfor en god afslutning på uddannelsesforløbet.

Projekt for Jysk Fynske Medier

Dette projekt var det første på andet semester af Digital Konceptudvikling. Opgaven var rammesat af Jysk Fynske Medier, og gik ud på at skabe to forskellige digitale forretningskoncepter med rod i struktureret data. Det første koncept var baseret på data som Jysk Fynske Medier selv råder over (Gul & Gratis, Deal.dk mm.).  Det andet koncept er mere hypotetisk, og var baseret på data der eventuelt kunne opkøbes gennem trafikselskaber. Forretningskoncept nummer to skulle derudover forholde sig hyperlokalt. De to forretningskoncepter blev præsenteret til Jysk Fynske Medier med den informationsgrafik, som kan ses herunder.

Projektet gav et indblik i det kommercielle aspekt i relation til at udvikle digitale koncepter, og fungerede samtidig som en øjenåbner for, hvor mange forskellige ting struktureret data kan bruges til. Også selvom det ikke altid er relateret til det oprindelige formål.

Projekt for Art By Me

Dette projekt omhandlede en idé til et digitalt koncept for keramik-caféen Art By Me, som er beliggende i Aalborg vestby. Dette var også en klient, som vi selv skulle finde frem til. Konceptet gik ud på at skabe en digital før og efter-oplevelse for gæsterne i caféen, hvilket kunne være med til at lette arbejdspresset for indehaverne. Der blev udviklet et udgangspunkt til et koncept, som indebærer et bookingsystem og efterfølgende SMS-påmindelser for kunderne. SMS’erne giver både information om den bookede tid, men også om, hvornår man kan hente sit færdigbrændte keramik i caféen.

Da vi startede projektet var idéerne generelt mere kreative end slutresultatet, men efter at dykke ned i hvad målgruppen og indehaverne reelt havde brug for, så stod det klart, at en simpel løsning som denne ville være optimalt.

Projekt for SACKit

Dette projekt var et af de første på uddannelsen som Digital Konceptudvikler. Vi skulle selv finde en klient, og dette blev SACKit. Opgaven var at skabe et digitalt koncept som kunne øge omsætningen igennem SACKit’s egen salgskanal. Til dette blev der udviklet en konceptidé i forlængelse af deres website. Navnet på konceptet er PLACEit, og går ud på at man ved hjælp af augmented reality kunstigt skulle kunne placere SACKit’s produkter i eget hjem ved hjælp af sit smartphone kamera. Derved får man et overblik over hvordan produkterne passer ind i indretningen, direkte fra produktsiderne, hvor det er muligt at købe dem.

Projektet fik os til at tænke ud af boksen og se tingene fra kundens perspektiv. Hvis man eksempelvis boede langt væk fra en butik der fremviste SACKit’s produkter, hvordan skulle man så få en følelse for produkterne før man købte? Dette var et forsøg på at give folk en form for besiddelse af SACKit’s produkter allerede før de havde købt dem, og derved styrke lysten til at bruge SACKit’s website til at bestille fra, i modsætning til fysiske butikker.

Praktik ved BNicer

I den første del af min praktikperiode ved BNicer, beskæftigede jeg mig først og fremmest med små opgaver i relation til deres digitale tilstedeværelse, men også andre visuelle opgaver. Nogle af de opgaver jeg brugte mest energi på var henholdsvis en plakat (billede 1) og en flyer (billede 2 og 3). Dette var første gang jeg prøvede at designe printet materiale, og derfor fik jeg en lærerig oplevelse ud af dette. Jeg benyttede mig at Adobe Illustrator og Photoshop.

Et stykke tid inde i praktikforløbet fik jeg en opgave om at designe en website ved hjælp af WordPress. Dette website var et led i BNicers strategi om at opstarte et digitalt marketing-bureau ved navn BGlobal, som fungerede sideløbende med det andet foretagende. Siden tog nogle uger at færdiggøre, og gjorde mig mere selvsikker ift. at benytte WordPress. Med viden indenfor HTML og CSS i bagagen havde jeg heller ingen problemer med at lave mere dybdegående ændringer i designet, og jeg begyndte hurtigt at foretrække det fremfor eksempelvis Bootstrap, til at designe front-end content på websites. Siden er live på følgende link:

http://www.bglobal.dk

Projekt for C Optik

Dette projekt fungerede som afgangsprojekt på multimediedesignuddannelsen. Det bestod af en website lavet i samarbejde med C Optik, som er en optiker i hjertet af Aalborg. Indehaveren var dog ikke interesseret i at skifte sit nuværende CMS-system, da han var rigtig glad for det. Til gengæld var han interesseret i at hjælpe for projektets skyld, og deraf kunne der foretages kundemøde, segmentering af målgruppe samt meget mere. Det betyder dog også at siden aldrig gik live. Den færdige side afspejler en personlig kommunikation, som vægter oplevelsen ved at gå til en privat optiker, hvor man ved hvem man møder når man træder ind ad døren. Dette er i kontrast til de større kæder, som er mere kommercielt anlagte. Siden blev bygget fra bunden med Bootstrap front-end framework, og har et par API’er forbundet (Facebook, Google maps) samt en funktionel kontaktformular.